Annonce

Annonce

Jacob Wagner Jensen peger på en skærm med overvågningsbilleder af biogasanlægget

Jacob Wagner Jensen forventer, at Horsens Bioenergi fra omkring 1. maj kan starte øko-linjen op. Når produktionen er helt oppe at køre, kan økologerne årligt aftage omkring 100.000 ton afgasset materiale, når anlægget er helt oppe at køre Foto: Peter Nordholm Andersen

Biogasfirma kan snart levere til økologer

Et biogasanlæg nær Horsens åbner snart for økologer. Ifølge den ansvarlige bærer kommunerne et stort ansvar for, at der kan komme flere økologilinjer rundt om i landet.

'Biomasse Øko' står der i et hjørne af en stor computerskærm i laboratoriet hos Horsens Bioenergi. Og lige oven over: 'Biomasse Konv'.

Ordet 'Øko' dækker over en ny udvikling, forklarer Jacob Wagner Jensen, der er biomassechef hos Bigadan, som ejer det store biogasanlæg i et landbrugsområde nær motorvej E45 nord for Horsens.

»Vi er ved at ændre anlægget, så vi både har en økologisk og konventionel linje. Vores økologi-linje bliver en selvstændig enhed med sit eget styresystem, hvor to reaktorer bliver fuldt økologiske,« siger Jacob Wagner Jensen.

Bigadan mærker klart en trend til, at flere landmænd går over til økologisk jordbrug.

»En del økologiske landmænd har banket på vores dør og spurgt: ”Jamen, har I ikke noget, vi kan bruge?” Det har vi ikke haft – indtil nu,« siger Jacob Wagner Jensen.

Han forventer, at Horsens Bioenergi fra omkring 1. maj kan starte øko-linjen op. Når produktionen er helt oppe at køre, kan økologerne årligt aftage omkring 100.000 ton afgasset materiale, når anlægget er helt oppe at køre

»I stedet for at køre forbi en økolog på vej ud til en konventionel landmand, kan vi lige så godt levere til naboen, der er økolog. Vi vil helst køre så kort som muligt. Det giver os et ekstra ben, og selv om biomassen kommer fra øko-linjen, kan en konventionel landmand jo godt få det. Så vi spænder ikke ben for os selv.«

Grønt lys og no go

Jacob Wagner Jensen kalder sig ”fodermester”, da han står for at lave det optimale, biogasgenererende miks af ca. 70 pct. dyregylle blandet med madaffald fra kommuner, tarme fra slagterier og pommes frites fra Burger King. Og at afsætte det afgassede materiale til konventionelle landmænd.

Derfor ved han også, at EU’s økologiforordning er klar i spyttet på, hvad der må – og ikke må – komme i et biogasanlæg, hvis det afgassede materiale skal gå til en økolog.

Eksempelvis er der grønt lys for madaffald fra landets kommuner, også selv om det langtfra kun stammer fra økologiske råvarer og måltider. No go er visse fraktioner af slagteriaffald, fiskeaffald, rester fra medicinalindustrien og gensplejset materiale.

Derfor skal økologi-linjen adskilles fra den konventionelle linje – hvilket indtil videre har været en stor barriere for de økologiske landmænd.

»Økologerne kan ikke bruge handelsgødning, og derfor vil de gerne have gang i recirkuleringen. Der kan vi helt klar forbinde land-til-by med by-til-land. En del af det, økologerne har sendt ind til byen som mad, kan komme tilbage til landmanden. Her er vi et step på vejen,« siger Jacob Wagner Jensen.

Har et hobbylandbrug

Han har selv god erfaring med den afgassede gødning, da han har et hobbylandbrug ved siden af sit job. Her har han kørt masser af afgasset materiale ud på sine 17 hektar med planter, som dyrkes konventionelt.

»Jeg oplever, at planterne er meget hurtigere til at reagere på det her, end når jeg har spredt dyregødning,« siger han.

Ifølge biomassechefen er der »kun tilgængelige næringsstoffer tilbage«, når materialet er afgasset. Gode madpakker til planterne, de nemt kan optage.

»Du kan jo ikke fodre en plante med et stykke rugbrød, men de kan nemt optage kvælstoffet fra den flydende biomasse,« siger Jacob Wagner Jensen og fortsætter:

»Den flydende masse siver hurtigt ned i jorden, og det lugter mindre end frisk gylle. Der er noget guf klar til planterne med det samme, og planterne vokser hurtigere.«

Jacob Wagner Jensen understreger også, at en stor fordel er, at biogasproducenterne skal tage analyser af, hvad der er af kvælstof, fosfor og kalium i den sorte, flydende biomasse:

»Så som landmand ved jeg præcist, hvad jeg tilfører de enkelte planter.«

Kommunerne har stor rolle

Ifølge biomassechefen er kommunernes udbudskrav helt afgørende punkt for, at der kommer flere øko-linjer hos biogasproducenterne rundt omkring i landet:

»Kommunerne spiller en helt vildt stor rolle. De skal stille krav om, at det afgassede materiale skal kunne komme ud til økologiske landbrug og leve op til økologiforordningen. Hidtil har kun to affaldsselskaber stillet tilpas klare krav.«

Jacob Wagner Jensen understreger, at kravene vil gøre, at det kun er de anlæg med en økologisk linje, der kan byde ind på et udbud:

»Det vil skubbe på for, at flere ændrer deres anlæg, så de kan modtage og afsætte afgasset materiale til økologerne. Det er et push, kommunerne kan komme med.«

Flere artikler fra samme sektion

Dronehyrden hjælper landmanden

I takt med at naturområderne til afgræsning vokser, opstår der behov for at finde nye metoder til overvågning af de græssende dyr. Alene i år er der hos landbrugsstyrelsen søgt om tilskud til at omlægge 10.000 ha til afgræsning. Lige nu tester 10 landmænd hvordan droner fungerer som en lille hjælper – en slags flyvende hyrde.

18-04-2024 7 minutter Biodiversitet

Truslen er blevet mindre, så nu må hønsene atter komme ud

Risikoen for fugleinfluenza er faldet. Derfor ophæver Fødevarestyrelsen nu kravet om, at gæs, høns, ænder og kalkuner skal være under tag eller lukket inde.

17-04-2024 2 minutter Fugleinfluenza,   Æg og fjerkræ

Fødevareministeriet slår fast: Solcelleparker er økologiske og kan få økostøtte

Mange solcelleparker får økologistøtte, selv om de ofte drives af konventionelle. Samtidig hjælper de regeringen med at nå målsætningen for det samlede øko-areal.

17-04-2024 4 minutter Tilskud